Gritt Uldall-Jessen er dramatiker, cand. mag og en af to kunstneriske ledere af Det Frie Felts festival www.detfriefeltsfestival.dk
Fortæl om dit projekt
Mit projekt går ud på at gå tilbage i historien og se på de kvindelige tænkere og forfattere, der har konciperet/udformet nogle af de ideer og visioner, der optræder/går igen i dag i aktuelle feminismeformer som fx kropspositiv feminisme, prosex-feminisme. Derfor ville jeg gerne til Skt. Petersborg, hvor Alexandra Kollontai blev født i 1872. Hun var i byen frem til 1908. Hun er mest kendt for sit seksualpolitiske projekt, hvor kvindens seksualitet omfattede andet og mere end reproduktion og indgik i en større forandring nemlig skabelsen af det nye menneske.
Jeg er også fascineret af Alexandra Kollontai som skønlitterær forfatter, politiker herunder diplomat. Hun gjorde brug af flere sider af sig selv. Hun oplevede også i sit eget liv at stå over for nogle af de udfordringer, hun skildrede i sin litteratur, med fx fri kærlighed. Det er spændende at læse om hendes liv i det hele taget, men også om hendes kærlighedsrelation til Pavel Dybenko, der ikke som hende var af adelig baggrund.
Hvilke forventninger kom du med?
Jeg kom med forventningerne om, at der ville være rigtig meget kultur at opleve her i den tidligere hovedstad, og også at man kunne opleve i centrum at være tæt på vand i form af de mange kanaler, der løber gennem byen og også floden Nevas tilstedeværelse. Det er noget, jeg genkender fra København, at man kan fornemme, at der er kanaler og vand tæt på. Det sanses ligesom i luften. Jeg har været her i december-måned, så jeg vidste også, at det ville være koldt, hvilket det også var.
Har byen givet dig mere inspiration eller nye ideer til dit projekt?
Absolut. Jeg har besøgt Alexandra Kollontais barndomshjem. Jeg forsøgte at ringe på i lejligheden på første sal, og her foran den lukkede dør port ind til lejligheden opstod ideen til et kommende performanceværk. Jeg fandt ud af, at der ikke var opsat en mindetavle for Alexandra Kollontai. Den vil jeg gerne tilbyde at lave i form af en performance. Det skal være en mindetavle for Alexandra Kollontai for at aktivere nogle af hendes tanker, til ære for hendes minde.
Jeg har haft et par møder med nogle lokale kvindelige scenekunstnere og en vlogger, der arbejder med feminisme, der synes, det lyder spændende, så planen er – om alt går vel – at involvere dem/samarbejde med dem i en eller anden form omkring det kommende værk til næste år.
Jeg håber også at få værket med i programmet på en lokal stedsspecifik scenekunstfestival. Her har jeg også mødtes med lederne af festivalen og talt med dem om det. Planen er – om det går så vel – at værket først præsenteres i Skt. Petersborg til næste år og efterfølgende skal det videre til Danmark, måske til. 8. marts 2020.
Hvad har overrasket dig?
Jeg var meget overrasket over på Ruslands Nationalbibliotek, at man som udlænding i skranken kan få lavet et lånerkort med det samme og få adgang til læsesalen og sidde med bøger der. Jeg var sammen med en tolk inde og se på bogsamlingen over Kollontai-titler. Det oplevedes meget inkluderende.
Så var jeg også overrasket over at erfare, at der ikke var opsat en mindeplade for A. Kollontai i det hus, hvor hun er født. Jeg kunne forstå, at der er en gade opkaldt efter hende i Skt. Petersborg.
Jeg var også positivt overrasket over at se, at Museet for Politisk Historie var udformet meget oplevelsesorienteret. Slutteligt var jeg også positivt overrasket over at erfare, at der var så mange veganske spisesteder i byen. Jeg er selv veganer, og jeg var ikke helt klar over, hvordan udbuddet af vegansk mad ville være her. Jeg havde læst et sted, at det cirka er 1 procent i Rusland, der er vegetarer. Men jeg havde også fået at vide, at Skt. Petersborg udgjorde et slags centrum for vegansk levemåde. Jeg har besøgt i alt fire forskellige veganske spisesteder i Skt. Petersborg: Botanika, Veggie Box, Fika og Run Rabbit Run. Sidstnævnte var et kagested.
Jeg kunne bedst lide Botanika, hvor der var russisk mad på kortet bare i en vegansk version; borscht og blinis. Her kunne man virkelig smage, at maden var frisk og lavet fra bunden af. Jeg fik fornemmelsen af, at der også er noget hipster-agtigt over veganisme i Skt. Petersborg.
Hvad er det bedste ved at være i Skt. Petersborg, og hvad er det mest irriterende?
Noget af det bedste ved byen er, at der er så meget kultur, og at man er ved at falde over historien hele tiden. Jeg var på Museet for Politisk Historie, og der står man så pludselig i Lenins tidligere arbejdsværelse. Jeg var på Nationalbiblioteket, der står man så igen i en læsesal, hvor Lenin har arbejdet. Der var den etablerede og synlige kultur og så den mere undergrundsagtige kultur. Jeg var fx inde at se et undergrundsteater, Etud og en forestilling der af et selvproducerende scenekunstkompagni, hvor jeg fik en tolk stillet til min rådighed. Det var en lille scene, som jeg måske aldrig ville have lykkedes med at finde selv.
Det var interessant at se i fht. at være fra København, hvor vi inden for scenekunstmiljøet kæmper for at få en gæstespilsscene, dedikeret til den frie scenekunst. I min egenskab af at være en ud af to kunstneriske ledere af en scenekunstfestival for selvproducerende scenekunst, var det positivt at se, at undergrunden også har sit publikum og sin plads i scenekunstlandskabet i Skt. Petersborg.
Noget, der har irriteret mig her, har været, at det har været forvirrende at finde ud af, hvad det koster at køre i taxi her i byen. Fx en tur fra lufthavnen ind til byen, har jeg betalt alt fra 700 rubler til 4250 rubler for den samme tur. Sidstnævnte chauffør påstod, at det var trafikken, den var gal med.
Hvad ville være dit råd til andre, der overvejer at tage til Rusland?
Der kan være en sprogbarriere. Det er ikke alle, der kan tale engelsk. Nogle ting fordrer også her, at man har et samarbejde med en tolk el.lign. Fx når man er på museum, kan man ikke gå ud fra, at tingene også står på engelsk.
Portrætfoto af Søren Meisner
Overvejer du selv et ophold i Dansk Kulturinstituts kunstnerlejlighed? Læs mere her.