fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.

Praktik hos DKI

Tidligere praktikanters erfaringer

 

Hvordan er det at være i praktik på et dansk kulturinstitut, der dækker de tre baltiske lande plus et filmprojekt i Belarus?

 

Eva Holm Dideriksen læser fransk, men var nysgerrig efter at opleve et land, hun ikke havde forudgående kendskab til. Inden Eva afsluttede sit ophold ved Dansk Kulturinstitut i Riga, spurgte vi hende om stjernestunder under praktikopholdet:

 

“At være i praktik ved et institut med så mange årlige projekter (over tres) og tilsvarende mange jern i ilden, har givet stor medindflydelse og praktikantansvar. Arbejdsopgaverne har været spændende og af vidt forskellig karakter, hvilket har betydet, at mit kompetenceforråd er blevet udvidet i alle retninger.


Ydermere har dét at bo i et land som Letland, der på så mange måder er forskelligt fra Danmark (kulturelt, sprogligt, historisk), betydet, at jeg, også på det personlige plan, har udviklet mig betydeligt.


Jeg har haft mange ”stjernestunder” i løbet af mit praktikophold, men de vigtigste “highlights” har helt klart været i forbindelse med projekter, hvor jeg fik mulighed for at have en stor del af ansvaret for udvikling og eksekvering. Her tænker jeg især på vores dokumentarfilmworkshop i Minsk i slutningen af oktober (2016), hvor vi organiserede en pitching workshop for upcoming belarussiske dokumentarfilmmagere.


I skrivende stund, hvor der kun er tre ugers tid tilbage, er jeg også i en highlight-spækket tid. Jeg har et stort ansvar i forhold til tilrettelæggelsen af vores børne-gastronomiworkshop i næste uge, hvor vi – med en workshop bestående af sensoriske øvelser og undervisning i sundhed og madlavning – bringer gastronomi i børnehøjde. Derudover står jeg for et dansk-lettisk poesiprojekt i slutningen af januar på en hip bar i Riga. Jeg er meget litteraturinteresseret og ser derfor dette projekt som mit “kirsebær på toppen af flødeskumskagen”. Det er kronen på værket, der består af fem måneders uigenkaldeligt, interessant indblik i DKI som organisation og kulturudveksling generelt. En oplevelse, der på mange fronter har været rigtig hård, men som jeg, for alt i verden, ikke ville have været foruden.”

 

 

Topfoto: Eva Holm Dideriksen (tv) i Minsk ifm. en filmworkshop, sammen med sin medpraktikant Kristine Vitoft Bayer