
Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus
I 2020 skabte Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd et konsortium med det formål at etablere et Ukrainsk-Dansk Ungdomshus. Både Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd har mangeårig erfaring med projektarbejde i Ukraine, hvilket udgjorde et godt fundament for etableringen af ungdomshuset. I sommeren 2020 modtog projektet støtte fra Udenrigsministeriet, og straks herefter blev de første skridt taget mod at etablere et ungdomshus i Kyiv med det formål at styrke unges stemme og engagement i civilsamfundet.
Meget står på spil i Ukraine. Landet er omdrejningspunktet for en ny konflikt i Europa, samtidig med at det gennemgår omfattende reformprocesser for at styrke demokratiet, fremme menneskerettigheder og skabe bæredygtig vækst. Den ukrainske ungdom spiller en vigtig rolle i denne udvikling.
For at understøtte den unge generations evne til at påvirke deres fælles fremtid har naboskabsprogrammet i Udenrigsministeriet afsat 24 millioner kr. til at fremme den ukrainske ungdoms engagement og deltagelse i deres samfund.
18 millioner kr. går til det nye Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv.
En platform til udveksling og kulturelt samarbejde
Ungdomshuset er en platform for unge fra Ukraine og Danmark. Med base i Kyiv arbejder vi for at engagere, facilitere og støtte unges projekter og aktivisme på tværs af Ukraine og Danmark.
Workshops, sociale aktiviteter, festivaler for unge, kulturelle projekter og udvekslingsophold skal være med til at bygge bro og skabe nye venskaber fra Kyiv til København, fra Mariupol til Mariager.
Dialog, nye idéer og inspirerende møder er kernen i ungdomshuset. Her er plads til alle, der gerne vil være med!
Ungdomshuset er stedet, hvor du kan udfolde din kreativitet, drømme stort og samarbejde med andre.
I spidsen for ungdomshuset er leder Julie Arnfred Bojesen, [email protected]
Læs mere om ungdomshuset: