fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.

Residency i Sankt Petersborg

Kunstnere, forfattere, musikere og forskere har mulighed for at søge et Artist in Residency-ophold i Gagarin-lejligheden, der ligger centralt i Sankt Petersborg. Opholdet giver mulighed for at gå i dialog med det russiske kulturliv, blive udfordret, lade sig inspirere og styrke sit internationale netværk.

 

Der foretrækkes ansøgere, som arbejder på et større projekt inden for en begrænset periode, gerne med fokus på udveksling af dansk og russisk kultur.

 

Gagarin-lejligheden drives af Dansk Kulturinstitut og er beliggende i Skt. Petersborgs historiske centrum – få minutter fra Sommerhaven, Fontankafloden, Mikhailovslottet og Blodskatedralen. Boligen er erhvervet af Bikubenfonden.

 

Lejligheden, der er på ca. 100 m2 på 4. sal, indeholder køkken, stue, soveværelse, kontor, badeværelse og et lille vaskerum med vaskemaskine. Lejligheden er fuldt møbleret og har alt nødvendigt køkkenudstyr, opvaskemaskine, TV og aircondition. Der er ikke elevator i ejendommen.

Husleje

Der betales husleje og depositum for opholdet.
Huslejen varierer i løbet af året. Fra maj til september er huslejen kr. 8.500 pr. måned. Fra oktober-april er den 9.500 kr.
Huslejen er inkl. vand, varme, el, telefon, internetadgang og slutrengøring. Der skal lægges et depositum på kr. 5.000.

Varighed

Ophold i legatboligen strækker sig sædvanligvis fra en til fire måneder. Opholdet kan omfatte ægtefælle/samlever. Der må ikke medbringes kæledyr i lejligheden.

Ansøgningskrav til Artist in Residency-ophold

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om navn, alder, uddannelse, formålet med opholdet og dets ønskede varighed/periode. Som bilag vedlægges eventuelle anbefalinger samt et udførligt CV.

Ansøgningen skal sendes til:

Institutleder Henriette Borg Reinholdt, Dansk Kulturinstitut i Rusland på [email protected].

Vil du vide mere?

Så kan du læse om danske kunstneres ophold i lejligheden i Skt. Petersborg på Dansk Kulturinstitut i Ruslands hjemmeside her.